Varde,
15
Marts
2018
|
07:59
Europe/Amsterdam

Landal GreenParks investerer 20 millioner i grønnere danske ferieparker

Oversigt

Stort potentiale og rekordhøj omsætning i den europæiske ferieparkkæde, Landal GreenParks, sender over 20 millioner kroner i retning af grønnere og mere bæredygtige danske ferieparker.

Det går godt for Europas førende ferieparkkæde, Landal GreenParks, der i januar åbnede sine fem første parker i Danmark. Globalt tegner kæden sig nu for 86 ferieparker, og målt på omsætning blev 2017 kædens bedste år nogensinde. Men hvis de positive takter skal holdes, er der behov for investeringer, lyder meldingen. Derfor poster kæden nu et milliardbeløb i bæredygtighed og udvikling af samtlige parker.

”Landal GreenParks har et fremragende år bag sig, men potentialet er fortsat stort. Sidste års rekordhøje omsætning giver brændstof til det kontinuerlige fokus på fornyelse og innovation, men det er først og fremmest det enorme gæstepotentiale, der motiverer os til at løfte gæsteoplevelsen til et endnu højere og endnu grønnere niveau,” siger administrerende direktør i Landal GreenParks, Thomas Heerkens.

De danske parker, der tæller Søhøjlandet, Seawest, Rønbjerg, Grønhøj Strand og Ebeltoft får tilsammen tilført mellem 20 og 25 millioner kroner til at forbedre og ”forgrønne” gæsteoplevelsen. De ekstra ressourcer skal blandt andet omsættes til et mere lokalforankret og bæredygtigt restaurantkoncept. Således skal lokalområdet og den omkringliggende natur afspejle sig i parkernes menukort i form af egnsretter og lokale, økologiske råvarer.

”Det vil altid være en hjertesag for Landal GreenParks, at parkerne er lokalt forankrede og repræsenterer omgivelserne bedst muligt. Vi vil gerne bidrage til vækst i de områder, vi bor i, og med restaurantkonceptet kan vi styrke forretningen hos de lokale producenter omkring parkerne i Danmark,” siger Thomas Heerkens.

En anden af kædens centrale værdier er bæredygtighed. I Danmark har Søhøjlandet og Rønbjerg allerede modtaget det grønne certifikat fra den internationale turismebranches førende miljøorganisation, Green Key, og en del af investeringen kommer til at gå til miljøindsatser, der skal hente grønne certifikater hjem til de resterende danske parker.

I 2017 steg omsætningen i Landal GreenParks globalt til over 3,3 milliarder kroner, og årets skrev sig ind i regnskabsbøgerne som kædens bedste nogensinde. Med et historisk godt år i ryggen og med et fortsat stort potentiale er der udsigt til flere nye parker i 2018. Måske også i Danmark.

Om Landal GreenParks – ferie midt i naturen:

Landal GreenParks er Europas største ferieparkkæde og driver i alt 86 parker og 15.000 ferieboliger fordelt over ni europæiske lande. I Danmark tæller kæden ferieparkerne Rønbjerg, Søhøjlandet, Seawest, Grønhøj Strand og Ebeltoft, der tidligere hørte under Dayz Resorts. De fem parker er unikke og adskiller sig fra hinanden i faciliteter og oplevelser, men byder alle på badeland, varmt værtskab og masser af aktiviteter i naturen. Blandt kerneværdierne er ønsket om at give gæsterne en uforglemmelig ferie i grønne rammer, og for hele kæden gælder et stramt fokus på bæredygtighed. Ambitionen er, at Landal GreenParks inden 2030 skal være CO2-neutral. 95 procent af kædens parker er i dag grønstemplet af den internationale turismebranches førende miljøorganisation, Green Key.