08
December
2021
|
11:59
Europe/Amsterdam

Projektsalg på Landal Rønbjerg udsættes på trods af stor interesse

Ferieparkkæden Landal GreenParks annoncerede i maj, at de ville bygge 75 nye ferieboliger på ferieparken Landal Rønbjerg ved Limfjorden, der skulle stå klar i 2022. Disse planer bliver nu udskudt for at imødekomme ét særligt ønske fra interesserede købere.


Interessen har været stor omkring Landal GreenParks’ planer om udvidelse af den nordjyske park Landal Rønbjerg og de mange Åbent Hus arrangementer har været godt besøgt. På trods af stor interesse og et stærkt samarbejde med den lokale mægler Nybolig Vesthimmerland – Løgstør, har projektet dog vist sig at have udfordringer med at få solgt de 39 boliger, som tilhører projektets første etape.

Efter tilbagemeldinger fra mange interesserede har det vist sig, at manglende testhuse har været en barriere for at sætte sin underskrift og tilegne sig et nybygget, luksus feriehus ved endeligt køb. Dette vil Landal GreenParks nu handle på og dermed imødekomme de interesseredes ønske om at se et testhus inden køb.

”Vi har oplevet stor begejstring og interesse for de nye komfortable ferieboliger på Landal Rønbjerg. Det har dog vist sig at være vanskeligt at nå i mål med et salg af 39 boliger og vi har derfor valgt at udsætte projektet til foråret 2022, hvor vi vil byggemodne grunden samt bygge to til tre testhuse. Vi får dermed mulighed for at imødekomme de mange interesseredes ønske om at besigtige en bolig og ved selvsyn opleve kvaliteten og rummeligheden i boligerne inden et køb,” siger Søren Sandberg, direktør hos Landal GreenParks Danmark.

Byggemodning og etablering af testhuse forventes påbegyndt i april 2022 og testhusene vil stå klar til et salgsevent ultimo august 2022.

Fakta om projektbyggeriet på Landal Rønbjerg
• To til tre testhuse vil stå klar ultimo august 2022
• Boligerne kommer i syv forskellige boligtyper i størrelser fra 4-personers huse og op til 14-personers huse
• Boligerne inddeles i tre forskellige kategorier: ’Comfort’, ’Luksus’ og ’Luksus Wellness Plus’
• Boliger i kategorien ’Luksus Wellness Plus’ får udendørsspa og -sauna
• Ferieboligerne sælges fuldt møblerede
• Boligerne sælges til private og udlejes gennem Landal GreenParks
• Ferieboligerne er arkitekttegnet af Bayarch, og JCN Bolig er entreprenør

Læs mere om projektet på Landal Rønbjerg her: https://www.feriehuse-ronbjerg.dk/.