Copenhagen,
11
Januar
2018
|
11:03
Europe/Amsterdam

Europas største ferieparkkæde er åbnet i Danmark

Europas førende kæde af ferieparker er kommet til Danmark. Efter 18 måneders international make-over er fem danske ferieparker i det tidligere Dayz Resorts nu åbnet som del af ferieparkgiganten, Landal GreenParks. 

Ved årsskiftet forsvandt den sidste rest af Dayz Resorts, da ferieparkerne i det danske feriekonsortium tog det endelige skridt ind i Europas største ferieparkkæde, Landal GreenParks. Efter 18 måneder som delebarn mellem forhenværende og ny ejer er de tidligere Dayz-parker nu fuldt adapteret af den europæiske ferieparkgigant.

”Efter en periode med omorganisering og kombination af det bedste fra to verdener er vi nu mere end parate til at byde gæsterne velkommen til Landal GreenParks i Danmark. Når vi træder ind i den internationale liga, er det klart, at det tilfører betydelig know-how og erfaring. For gæsterne vil det blandt andet betyde, at vi leverer endnu højere service, og at der bliver investeret i tiltag, der højner gæsteoplevelsen,” siger Søren Sandberg, der er administrerende direktør i Landal GreenParks, Danmark.

Landal GreenParks er den suverænt største spiller på det europæiske ferieparkmarked. Kæden administrerer 86 parker og flere end 15.000 ferieboliger fordelt over Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Ungarn, Tjekkiet, Storbritannien og altså nu også Danmark, hvor ferieparkerne Rønbjerg, Søhøjlandet, Seawest, Grønhøj Strand og Ebeltoft er blevet til Landal GreenParks.

I overgangsfasen har parkerne eksisteret under navnet Dayz by Landal GreenParks – som en hybrid mellem de to brands. Nu er ejeskiftet på plads, og både parkerne og hovedkontoret i Varde har fået forstærkning. Samtidig har Landal GreenParks planer om yderligere ekspansion i Danmark, hvor kæden lige nu kun er repræsenteret i Jylland.

”Der er god plads til os i det danske marked, hvor efterspørgslen på ferieparker, aktiv ferie og outdoor-aktiviteter er stor. Investorerne ser muligheder, og vi drager fordel af et tårnhøjt kendskab til Landal GreenParks i andre lande, som vi tror på at kunne overføre til Danmark. Derfor planlægger vi inden for en kort årrække at åbne flere parker og at fordele dem mere jævnt over det danske landkort,” siger Søren Sandberg.

På tværs af markederne rimer ferieparkerne i Landal GreenParks på hinanden, når det kommer til aktiviteter og omgivelser. De slår sig op på godt værtsskab og aktiv ferie i rolige, naturlige omgivelser. Parkerne er regionalt og lokalt forankrede og ligger i skovområder og ved kyster med plads til fysisk udfoldelse og oplevelser i naturen. Landal GreenParks er garant for outdoor-action af øverste skuffe, og det danske oplevelseskatalog byder blandt andet på sælsafari, mountainbiking, wakeboarding og kitesurfing.

Med indlemmelsen i den europæiske ferieparkkæde følger desuden et stort miljøhensyn. Landal GreenParks har stramt fokus på bærdygtighed, og 95 procent af parkerne, er i dag Green Key certificerede.