17
Maj
2021
|
09:20
Europe/Amsterdam

Miljøministeren indvier nyt skovområde i Danmark

Indvielse af Sommerfugleskoven - et samarbejde mellem Landal GreenParks, Plant et Træ og Fredericia Kommune

Mandag den 17. maj samledes børn og voksne i Sommerfugleskoven i Fredericia for at deltage i den officielle indvielse af et stort, nyt skovområde. Miljøminister Lea Wermelin havde æren af at klippe det ’grønne’ bånd på dagen og dermed officielt markere skovens plantning.

Sommerfugleskoven i Fredericia blev indviet ved en officiel udendørsceremoni den 17. maj 2021. Fejringen forløb med kreative aktiviteter for børn, plantning af eget træ og mulighed for at lære mere om sommerfugle- og dyreliv i de danske skove. Blandt de inviterede var miljøminister Lea Wermelin og formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune Christian Bro, som fra talerstolen begge understregede vigtigheden af initiativer som Sommerfugleskoven. Det ’grønne’ bånd blev klippet af miljøministeren, som dermed markerede skovens officielle indvielse sammen med de forventningsfulde fremmødte.

Om den nye, danske skov siger miljøminister Lea Wermelin:

Det er vigtigt, at vi i Danmark arbejder for at passe bedre på naturen og at gøre vores natur vildere for på den måde at komme biodiversiteten til undsætning. Det kan projekter som Sommerfugleskoven i den grad bidrage til. Mere skov gavner biodiversiteten og sikrer økosystemernes funktion, hvilket gør en reel og vigtig forskel for det danske dyre- og planteliv.”.

Det nye skovområde består af mere end 12.000 træer og buske og måler lidt over fem hektar – et areal svarende til omtrent syv fodboldbaner. Det gør skoven til den største skov i Danmark, som er specielt designet til at skabe levesteder for mange forskellige sommerfuglearter. Samtidig – som noget ganske særligt – ligner skoven set fra oven verdens største sommerfugl. Skoven er anlagt af Fredericia Kommune, landsorganisationen Plant et Træ og Europas største ferieparkkæde Landal GreenParks med et ønske om at øge biodiversiteten og skabe bedre vilkår for dyre- og planteliv i området.

”Det grønne område står højt på dagsordenen her i Fredericia Kommune. Det nye skovområde er et af mange tiltag, som vi sætter i søen for at passe bedre på naturen og øge biodiversiteten i vores kommune ved at skabe grobund for særligt sommerfugle og andet dyreliv,” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, Christian Bro.

Fokus på både børn og biodiversitet

Udover ambitionen om flere træer i Danmark, deler Landal GreenParks, Plant et Træ og Fredericia Kommune en vision om at få børn ud i naturen og lære om flora, fauna og dyreliv. Indvielsen af Sommerfugleskoven var derfor i høj grad også børnenes indvielse, og med på dagen var en 4. klasse fra Fjordbakkeskolen i Fredericia Kommune. Skoleeleverne var rundt på tre forskellige grønne stationer, hvor de blandt andet malede sommerfugle, blev undervist i dyre- og planteliv i skoven og plantede deres eget lille træ i papirspotter til at tage med hjem.

”Aktiviteter i naturen for børn og voksne er en essentiel del af, hvad vi tilbyder gæsterne i vores syv ferieparker rundt om i landet. Vores store fokus på bæredygtighed, natur og udendørsaktiviteter bunder i et ønske om at give uforglemmelige ferieoplevelser i grønne rammer. Derfor er det også vigtigt for os at bidrage aktivt til udvidelsen af de danske skove, både med Sommerfugleskoven og gennem andre lignende projekter,” siger Kent Lodberg, Salg- og Marketing Manager hos Landal GreenParks i Danmark.

Plant et Træ tilføjer:

”Vi ønsker at skabe større forståelse for træers vilkår og vækst blandt børn, så de vokser op med en viden omkring naturen, og forstår vigtigheden af at passe godt på den. På den måde kan vi være med til at sikre en bedre fremtid for naturen og dermed et bedre miljø og klima,” siger Jens Døssing, der er landsformand for Plant et Træ.

I Sommerfugleskoven vil besøgende kunne finde forskellige træsorter som asp, vilde æble- og pæretræer, skovfyr, egetræer, pil og tørst. Udover de 12.000 træer er der anlagt åbne lysninger i midten af skoven for at skabe læ og varme. Her er der lavere kratbevoksninger af blandt andet slåen, tjørn og rose, der alle er gode nektarkilder for sommerfugle og andre insekter. Med variationen i skovområdet er målet på sigt at skabe levesteder for mange forskellige sommerfuglearter og få et rigt dyreliv, der vil styrke biodiversiteten i området.

I løbet af de kommende måneder, vil der blive tilføjet yderlige værnskov omkring Sommerfugleskoven.