26
Oktober
2021
|
14:29
Europe/Amsterdam

Nybyggerpar og ferieparkkæde i kreativt samarbejde: Feriehus får ny stil

Krea-duoen Lise Vandborg og Michael Stig Christensen vandt i 2016 TV2-programmet Nybyggerne og har siden bygget videre på en karriere inden for boligrenovering, indretning og kreative gør-det-selv løsninger. Senest har parret indgået et samarbejde med ferieparkkæden Landal GreenParks, hvor en udvalgt feriebolig har været i parrets hænder.

Farven på væggene, kunst, belysning og ikke mindst valget af interiør kan gøre meget for et rum. Det ved Lise Vandborg og Michael Stig Christensen alt om. Af netop den årsag har det tidligere vinderpar af det blå hus fra Nybyggerne i år indgået et samarbejde med ferieparkkæden Landal GreenParks, hvor den kreative duo har stået for indretningen af et feriehus i parken Landal Rønbjerg, der ligger i Vesthimmerland ud til Limfjorden.

”Det har været et super spændende projekt for os at skulle indrette en feriebolig, der trængte til lidt fornyet energi. En del af opgaven for Landal GreenParks var at vise, at man godt kan komme langt med et lille budget. Feriehusene i parken er privatejede, så vi ville gerne vise boligejerne, hvor store ændringer der faktisk kan gøres for små penge. Vores udgangspunkt for indretningen var først og fremmest at finde den røde tråd og derfra skabe en hyggelig sommerhusstemning og et sted, hvor vi selv ville have lyst til at tilbringe vores ferie,” fortæller Lise Vandborg og Michael Stig Christensen.

Ferie i nyindrettede rammer
Til projektet har nybyggerparret haft et budget på 15.000 kroner, der skulle rumme alle nye indkøb til feriehuset. Parret har især prioriteret nye lamper og masser af farverig kunst på væggene for at skabe en gennemgående skandinavisk og hyggelig stemning, men også et par nye møbler har sneget sig ind. Huset, der har fået en makeover af Lise og Michael, er tiltænkt som projektbolig, hvorfra ferieparkens resterende boligejere kan hente inspiration til egen indretning.

”For os handler det først og fremmest om at skabe gode ferieoplevelser for vores gæster, og her har rammerne for ferien naturligvis en væsentlig betydning. Formålet med samarbejdet har derfor været at få et nyt og kreativt indspark til, hvordan vores husejere for en relativ lille økonomisk investering kan give deres og vores feriehuse et mere personligt og hyggeligt præg for at højne oplevelsen for vores feriegæster,” siger Kent Lodberg, Salg- og Marketing Manager hos Landal GreenParks i Danmark.

Få Lise og Michaels bedste råd til indretning af sommerhus året rundt:
1. Find den røde tråd i boligens indretning – går I efter et skandinavisk udtryk, futuristisk, hyggelig boheme eller noget helt fjerde?
2. Gå på jagt i den lokale genbrug – nyt til boligen behøver ikke nødvendigvis at koste en formue
3. Vær ikke bange for at kaste jer ud i DIY-projekter. Det giver kun boligen et personligt præg
4. Belysning er alfa og omega for hyggen!